Som forældre til et kræftramt barn kan det måske være svært at forholde sig til det terapitilbud foreningen har med sandplay og legeterapi. Det kan for nogen virke lidt mystisk, useriøst ”bare leg)” eller ukonkret og der kan være en masse ubesvarede spørgsmål om metoderne f.eks.

· Hvad er det egentlig for noget?

· Hvordan virker metoden?

· Hvordan kan det gavne mit barn?

· Hvad kan jeg sige til mit barn inden opstart af forløb?

· Hvordan skal man forberede sig før et forløb?

Der kan siges mange forskellige ting om metoderne og dette er blot mit forsøg på at besvare nogle at de spørgsmål som forældre kan gå med i forhold til sandplay som jeg arbejder med.

Allerførst vil jeg nævne at det indenfor psykologien de seneste 10-20 år er blevet mere og mere kendt at kreativitet virker helende på psyken. I ugeskrift for læger var der en artikel i 2014 om det ,og samme år var der i London stor tværfaglig kongres om samme emne. Der er forsket indenfor området og skrevet bøger om det, for nylig udkom på dansk bogen ”mangler”

I sandplay og legeterapi er det virksomme element kreativitetens helende kraft. Samtidig er der den store fordel ved metoderne, at børnene ikke behøver at kunne fortælle med ord, hvordan de har det – noget som både mange mindre og større børn kan have svært ved. I nogle tilfælde ligger barnets sygdom en del år tilbage og meget kan være glemt og gemt.

Når et barn kommer til et sandplay forløb hos mig, så har jeg oftest talt med forældrene først og fået deres udgave af, hvad barnet har brug for hjælp til – og kort lidt om hvad barnet har været igennem. Til første session taler jeg kort med barnet om, hvordan det har det i hverdagen og om der er ting, som er svære lige for tiden. Forældrene kan supplere, hvis barnet ikke selv ønsker eller kan sætte ord på. Nogle gange kan barnet slet ikke rumme, at der skal snakkes først og så går vi bare direkte til arbejdet i sandkasserne. De lidt større børn bestemmer selv om forældrene skal være i rummet, mens de arbejder – med de mindre børn ( 5-9 år) vælger jeg altid, at der er en forælder til stede, medmindre barnet direkte giver udtryk for, at det gerne vil være der alene.

Der er altid 2 sandkasser en med tørt sand og en med vådt sand og derudover er der en masse figurer, som barnet laver billeder med (sætter ind i) i sandkasserne. Barnet vælger selv, hvilken kasse de starter med. Mange børn har selv mod på og lyst til bare at gå i gang med at putte figurer i kasserne. Andre har brug for at få en ”opgave” som f.eks. kan være at illustrere ”min familie ”eller ”det bedste i mit liv” ”det sværeste i mit liv”. De fleste børn går til opgaven med godt humør og gå på mod. Andre er mere forsigtige og tøvende – synes det er svært at lave kassen – oftest hænger det sammen med at de er mere usikre / utrygge / bange for ikke at præstere godt nok og lige skal vænne sig til både psykologen og metoden.

Man kan forstå det sådan, at kasserne repræsenterer barnets psyke – følelser, tanker, indre billeder, kropsfornemmelser mv. I arbejdet med figurer og kasserne viser barnet hvad der rører sig

i deres psyke og samtidig ”lægger de det ud i kasserne”, så de både får skabt lidt afstand til det og bedre kan få et overblik over det. Erfaring viser at det at lægge ting i kasserne, som udtrykker følelser / tanker mv aflaster barnet og giver det mere overskud til at håndtere de konkrete udfordringer de har i hverdagen. Nogle gange skaber det også en øget klarhed over, hvad der presser / stresser barnet, så det er muligt at gøre noget konkret hjemme eller i skole/ institution for at aflaste barnet.

Når vi forsøger at ”læse” hvad der foregår inde i barnet via de billeder de laver i sandkasserne, ser vi efter mange forskellige ting. Det er jo et symbolsprog og derfor kræver det lidt oversættelse. Vi kikker bl.a. efter:

· om er er både planter, dyr og mennesker i kasserne. Det siger eks. noget om hvilken alder barnet fortæller noget om, og det viser også om problemstillingen er langt væk fra bevidstheden

· hvilke farver der en brugt i billedet, er der mange farver eller mest grå/ brun/ sort – de mørke farver kan både sige noget om tristhed eller at barnet holder sig selv tilbage

· om der er figurer som kan bevæge sig på jorden, i vandet eller i luften – eks. kan symboler der bevæger sig i luften betyde, at barnet får et overblik over situationen eller kan hæve sig op over den

· om der overvejende grupper af symboler eks. par / 3 sammen / flere sammen f.eks. Par henviser ofte til parrelationer (forældrene eller barn – voksen) 3’ere henviser til forældre og barn relationer

· hvor fyldte klasserne er – hvis kassen er meget fyldt siger det noget om at barnet er helt fyldt op. Er kasserne ret tomme med få ting i, er der en indre tomhed / ensomhed i barnet – det kan eks. være en masse fortrængte følelser eller chok-traumer, hvor følelserne er spaltet fra

· Der er altid en kasse med vådt sand og en kasse med tørt sand. Til dels fordi det er muligt at forme det våde sand til figurer eller forhøjninger mv. Derudover siger billederne i det våde sand noget om ting, der ligger længere væk fra bevidstheden end billederne i det tørre sand

Bare det at lave kasserne bearbejder og aflaster barnet. Nogle børn vil gerne fortælle om det, de har lavet – andre har ingen ord. Begge dele er lige godt, metoden virker uanset hvad. Ud fra det billederne viser, kan vi rådgive forældrene om ting der kan gøres, for at støtte barnet. Som nævnt først virker selve den kreative proces med billederne i kasserne meget helende og balancerende på psyken.

Jeg anbefaler ofte forældre at sige til barnet, at de gerne vil forsøge at hjælpe det, med de problemer der nu er. At de skal hen til en person, som arbejder med at lave billeder i nogle sandkasser – lidt ligesom når de tegner noget – her bruger man blot figurer i stedet for. De behøver ikke snakke en masse – hvis de ikke har lyst til det. Opfordre barnet til at komme 3 gange og derefter kan I snakke om, om barnet føler det er hjælpsomt og også rart at komme der.

Inden opstart af et forløb behøver I ikke vide præcis, hvad I ønsker hjælp til. Det kan være barnet ikke trives, at det har problemer med kammeraterne, at det har en indre uro, har mareridt at det reagerer meget aggressivt under pres, at det har svært ved at sove og meget mere. Det kan være

svært på forhånd at vide, om problemerne stammer fra sygdomme og behandlingsforløbet – men det vil ofte vise sig i løbet af nogle få sessioner.

For god ordens skyld, vil jeg til sidst fremhæve at metoden også er meget velegnet og virksom til voksne.

.

Psykolog Kirstine Lysgaard, FMKB