Indkøbskurv (0)

Æresambassadører

Lars-Christian Brask

-Bankdirektør

Det er med stor glæde og stolthed at vi har udnævnt Lars-Christian Brask som organisationens første Æres Ambassadør.

Lars-Christian Brask er udnævnt til Æres Ambassadør hos FMKB for hans store og uvurderlige indsats  for organisationen.

 

I foråret 2010 tog Lars-Christian Brask imod en udfordring fra FMKB om at få kr. 100.000 til at vokse mest muligt.

 

Lars-Christian Brask valgte at lave et anderledes investeringsprojekt hvor han involverede en række af sine gode venner i kampen for at få sit investeringsprojekt til at blive en så stor succes som overhovedet muligt.

 

Første delprojekt var da Rene Dif fra Aqua gik fra København til Skagen i september måned 2010. Denne uges rejse rundt i Danmark kastede imponerende kr. 400.000 af sig i kontante donationer samt en ubetalelig eksponering for vores organisation. Under Rene Dif´s gåtur havde Lars-Christian Brask valgt at have dokumentarfilminstruktøren Jesper Lambæk med til at dokumentere og forevige projektet. Dette er der kommet en fantastisk dokumentarfilm ud af som i løbet af 2011 vil blive vist for offentligheden.

 

Andet delprojekt var en meget ambitiøs charitydinner hvor Lars-Christians gode ven, kunstneren Michael Kvium og den prisvindende køkkenchef Rasmus Grønbech fra restaurant "Grønbech & Churchill" havde sat alle sejl til for at lave et arrangement som ikke tidligere er set lignende. I marts måned 2011 fik 25 gæster på restaurant "Grønbech & Churchill" en oplevelse ud over det sædvanlige da Charitydinneren løb af stablen under overskriften "En kulinarisk skabelsesberetning". Hver gæst havde betalt kr. 5.000 for at deltage i middagen hvorfor dette projekt resulterede i en donation på  kr. 125.000.

 

Tredje og sidste projekt er netop nu ved at blive søsat. Der er tale om en kogebog som er sat i søen af Lars-Christian Brask og hans gode veninde og forlagsdirektør Hanne Kjeldsen fra Muusmanns Forlag. Den kendte kok Carsten Olsen, af nogen måske bedre kendt som "Den Skaldede Kok", er kreativ projektleder på kogebogen. Ideen med projektet var at få 14 kendte børnefamilier til at lave en kogebog hvor familierne har stået for alt lige fra indkøb og betaling af samtlige råvarer til forevigelse af retterne ved egne fotos. Kogebogen "KENDTE Familiers LIVRETTER" kommer på gaden i slutningen af maj måned 2011. Hele overskuddet fra bogsalget går ubeskåret til vores organisation.

 

Det er derfor en stor ære at udnævne Lars-Christian Brask til den første Æres Ambassadør hos "Familier med kræftramte børn " og der skal i samme moment lyde en stor og varm tak til Lars-Christian Brask for at have brugt sin tid og kræfter på at gøre en forskel for vores organisation.


Tak Lars-Christian !!

Rene Dif

-Popstjerne

Vores nyeste æresambassadør kræver vist ingen nærmere introduktion.

 

Rene Dif var med til at starte Danmarks største musikalske succes nogensinde ; AQUA - og har fejret succeser over hele verden med det der udviklede sig til at blive Danmarks til dato eneste internationale popband !

 

Rene Dif har igennem en lang årrække arbejdet frivilligt for en lang række indsamlingsorganisationer og man kan uden at overdrive sige at Rene Dif har et stort hjerte for rigtig mange udsatte grupper.

 

Rene har siden 2010 været en fast del af FMKB.

 

Det hele tog sin begyndelse i sensommeren 2010 hvor Rene valgte at gå fra København til Skagen. Denne uges rejse rundt i Danmark kastede imponerende kr. 400.000 af sig i kontante donationer samt en ubetalelig eksponering for vores organisation. Under Rene Dif´s gåtur havde han dokumentarfilminstruktøren Jesper Lambæk med til at dokumentere og forevige projektet. Dette er der kommet en fantastisk dokumentarfilm ud af som i løbet af 2014 vil blive vist for offentligheden.

 

Samarbejdet med Rene Dif er heldigvis fortsat efter turen til Skagen og Rene er en til stadig stor hjælp for FMKB og er altid klar med en hjælpende hånd og et godt råd.

 

Det sidste års tid har Rene Dif afholdt en række foredrag og har valgt at donere alle indtægterne for foredragene direkte til FMKB.

 

Rene Dif er gift med Rikkemaija og har en voksen datter samt 2 mindre døtre.

 

Rene Dif er ikke kommet sovende til sin titel som æresambassadør og vi vil med udnævnelsen meget gerne vise vores store respekt og taknemmelighed for den store indsats der ligger bag udnævnelsen !

 

Tak Rene Dif !

-