30 år eller for den sags skyld 300 år er ingen alder for gode
sange og melodier. Det har man erfaret med Mozart, Glenn Miller og
Frank Sinatra. Bach, Beatles og Gustav Winckler. Uden sammenligning
i øvrigt er Bølle-Bob sangene også blevet tidløse evergreens.
De blev skrevet og komponeret af Gunnar Geertsen omkring 1979,
hvor han som musiklærer på Hornum Skole savnede nogle sange til sit
skolekor.
Fra Hornum var der ikke langt til kommunegrænsen, og snart havde
sangene og melodierne fundet vej til det ganske land, hvor de blev
spillet i radioen og på alle mulige afspilningsinstrumenter.
Senere kom de iørefaldende landeplager på teatret, på film, på
CD og TV, og i dag turnerer et par håndfulde talentfulde unge
skuespillere og sangere land og rige rundt med en herlig
familie-teater-koncert med alle de populære sange.
Bølle-Bob med Børsterne
Showet hedder Bølle-Bob med Børsterne, og søndag den 24. oktober er
det kommet til Vejle Musikteater, hvor 'Familier med kræftramte
børn' inviterer alle sine medlemsfamilier, deres nærmeste pårørende
og godkendte besøgsvenner til en sprudlende, musikalsk
oplevelse.
Efter det to timers lange show vil de unge optrædende skrive
autografer og posere foran kameraerne.
For alle medlemsfamilier
'Familier med kræftramte børn' har reserveret samtlige 900
pladser til en lukket særforestilling i Vejle Musikteater, og det
er ikke mindst gjort for at tilgodese de familier,
der p.t. har et barn i intensiv behandling for en
kræftsygdom.
Disse børn og deres familier er underlagt nogle
isolationsregler, der betyder, at de ikke har mulighed for at
færdes frit blandt "almindelige" mennesker. Børnenes immunforsvar
er stærkt svækket, og selv den mindste smitte kan medføre alvorlige
konsekvenser for behandlingsforløbet.
Derfor vil organisationen sikre sig, at der i
familie-teater-koncerten ikke deltager personer, der udgør nogen
smitterisiko overfor disse børn.