Indkøbskurv (0)

Charity Cirkus 2009

28-08-2009
FMKB Top Grafik
Søndag den 30. august klokken 12.00 i Dragør præsenterer "Familier med kræftramte børn" årets Charity Cirkusforestilling. Forestillingen bliver ligesom sidste år præsenteret i et tæt samarbejde med Cirkus Arena, BILLED-BLADET samt UDE OG HJEMME. Billetter fås fra 140 kr., og alle billetindtægterne går naturligvis ubeskåret til organisationen "Familier med kræftramte børn".

Der er tale om Cirkus Arenas 2009 forestilling "Cirkus for millioner 2009", som cirkusdirektør Benny Berdino generøst har valgt at stille til rådighed i den gode sags tjeneste.

Den kinesiske gruppe Chinise får deres kroppe til at udføre det mest utrolige, Mendonca udfører halsbrækkende luftakrobatik højt oppe under teltdugen, og familien Casselly viser imponerende dressur med elefanter og heste i manegen på samme tid. Fra Talentshow 2008 kommer den smukke Merrylu og viser en helt anden og akrobatisk måde at skyde med bue og pil. Børnene og barnlige sjæle i alle aldre bliver selvfølgelig ikke snydt for gode, klassiske klovnenumre. Og meget, meget andet. Læs selv mere om forestillingen her.

Martin Brygmann og Master Fatman er helt eksklusivt gæstestjerner i lige netop denne forestilling, hvor de vil betage publikum med  humoristiske og musikalske indslag, der med garanti også vil få publikum op af stolene og hele teltdugen til at rejse sig.

Da BILLED-BLADET er mediepartner på forestillingen, vil der foruden almindelige cirkuspublikummer også være inviteret et større antal "kendisser", der spænder lige fra skuespillere og popstjerner til nyhedsværter og sportsstjerner. Så der vil også være gode muligheder for at få en spændende autograf eller to.

Cirkus Arena lukker helt eksklusivt allerede teltdugen op fra klokken 11.00, hvor man vil have mulighed for at tage ungerne med "backstage" og se Cirkus Arenas berømte stalde, der huser alt fra friserhingste til elefanter. Og i det hele taget fornemme den helt specielle stemning og atmosfære med liv og glæde på cirkuspladsen.

Der er derfor lagt op til noget af et BRAG med masser af spændende oplevelser, når "Familier med kræftramte børn" inviterer til Charity Cirkus 2009.

Hvad : Charity Cirkus 2009.
Hvor : Dragør Havn, Dragør.
Hvornår : Søndag den 30. august.
Tidspunkt : 12.00 - 14.30.