Indkøbskurv (0)
Action i RACEHALL
FMKB på banen
RACEHALL er Europas største indendørs gokartbane med 10.000 m2 under tag og en bane på en kilometer. Så der bliver brug for både køreevner, mod og en smidig højre fod, når i alt ca. 200 familiemedlemmer fra 'Familier med kræftramte børn' tirsdag den 6. november indtager RACEHALL i Viby J ved Aarhus.
Her vil deltagerne blive delt op i hold, og hver kører er sikret i alt mindst 20 minutters kørsel på banen. Deltagere der ikke selv ønsker at køre gokart kan følge løbene fra tilskuerpladserne eller i restaurant The Diner.
Fart på
De voksne kørere kan vælge gokarts med en tophastighed på 80 km/t, og børn og unge under 16 år får tildelt gokarts med en tophastighed på 60 km/t. Så der skal nok blive lidt larm og hvin fra dækkene i den store hal.
Banerekorden er på ca. 47 sek., men den bliver sikkert ikke slået denne tirsdag.
The Diner måltid
Efter løbene ryster kørerne fartadrenalinen af sig og hygger sig sammen med alle de øvrige deltagere i restaurant The Diner, hvor 'Familier med kræftramte børn' er vært ved et lille dejligt måltid.
Kun for FMKB
I tidsrummet mellem kl. 17.00 og 21.00 er RACEHALL lukket for andre gæster, og det betyder, at alle organisationens medlemsfamilier kan deltage, også de familier, der har et barn i intensiv behandling og som er underlagt strenge isolationsregler.
RACEHALL har gokarts indrettet specielt til handicappede, så hvis et barn er kørestolsbruger, kan vedkommende også få en oplevelse rundt på banen.
Som for organisationens øvrige arrangementer og aktiviteter er formålet med dette arrangement at give medlemsfamilierne en positiv oplevelse, hvor der samtidigt er mulighed for at udveksle erfaringer med medlemsfamilier, der er eller har været i samme situation.

