Indkøbskurv (0)

Temadage i Horsens

29-10-2012
FMKB Top Grafik
Fredag og lørdag den 2. og 3. november inviteres forældre, der har mistet et barn til temadage på Scandic Bygholm Park Hotel i Horsens.

Når forældre mister et barn som følge af dets kræftsygdom, opstår der sammen med sorgen et stort tomrum. Hvordan skal man komme videre med livet og tilværelsen, når man oplever, at noget så meningsløst kan ske?

 

Forskellige reaktioner

Undersøgelser viser, at forældre ofte reagerer forskelligt på tabet af deres barn. Sorg, vrede, frustration, savn, virkelyst osv. bliver tacklet forskelligt af mænd og kvinder, og parforholdet kan således blive udsat for en række følelsesmæssige og praktiske påvirkninger. Forskellige tilgange og håndtering af situationer kan også gøre sig gældende i forhold til det sociale liv og arbejdslivet.

 

Teori og virkelighed

Lørdagens program indledes med, at organisationens psykolog Kirsten Lysgaard holder et oplæg, der tager udgangspunkt i de senere års udvikling i sorgteorier. Den efterfølgende diskussion vil vise, om teorierne har bund i den virkelighed, der opleves af forældre, der har mistet et barn.

 

Samvær

Forældre, der har mistet et barn har et stort behov for at snakke med og udveksle erfaringer med andre forældre i samme situation. Programmet for temadagene er tilrettelagt, så der bliver rig mulighed for samvær og samtale, og hver enkelt deltagende forældre for således lejlighed til at konstatere, at også andre er blevet konfronteret med nøjagtig de samme problemer og udfordringer.

 

Hvor og hvornår

Temadagene er gratis og afholdes fra fredag den 2. november til lørdag den 3. november på Scandic Bygholm Park i Horsens.

 

Endeligt program vil blive tilsendt efter tilmelding.