Indkøbskurv (0)

Jul i Gammelby

01-11-2012
FMKB Top Grafik
Mange husker julekalenderen fra 1979, Jul i Gammelby. Nu kan den genopleves på Folketeatret i København, hvor Gammelbys borgmesters gode skib ”Håbet” ikke er kommet sikkert i havn tæt på jul. Og så bliver der ikke jul i Gammelby.

Da Jul i Gammelby blev vist første gang i DR i 1979, var det første gang julekalenderen blev produceret med rigtige skuespillere og ikke som tidligere med dukker. Mange husker sikkert også, at udsendelserne hver dag blev indledt af Poul Thomsen, som fortalte om et gammelt håndværk fra Den Gamle By i Aarhus og åbnede dagens låge med Balder liggende ved fødderne.

 

Bliver det jul i Gammelby

I købmandsgården går købmanden, som også er borgmester, rundt og bekymrer sig. Hans skib "Håbet" med alle julevarerne er ikke kommet hjem, og det er snart jul. Humøret er på nulpunktet, og der bliver ingen jul i købmandsgården, hvis ikke skibet kommer sikkert i havn.

 

Det vil hans to børn, Mette og Mads, ikke høre tale om, så de allierer sig med de to gamle nisser på loftet. Sammen vil de forsøge at få deres borgmesterfar i julehumør, og det kommer der en masse nissedrillerier ud af, som undrer hele byen.

 

Kommer skibet sikkert hjem?, bliver borgmesteren i bedre humør?, bliver det jul i Gammelby?

 

Julemarked

Før og efter den lukkede særforestilling torsdag den 22. november er der i teatrets foyer et lille julemarked, hvor publikum bl.a. kan købe gammelt legetøj.

 

Særforestilling for FMKB

Forestillingen spilles på Folketeatret i København, hvor alle 566 pladser er reserveret udelukkende til 'Familier med kræftramte børn'. Det betyder, at også familier med et kræftramt barn i behandling kan deltage, og når det er tilfældet, kan organisationen stort set altid melde 'udsolgt'.