Indkøbskurv (0)
Tilbage til det normale liv
Det er et stort chok at få at vide, at ens barn lider af en kræftsygdom. Familiens dagligdag bliver pludselig totalt ændret, den normale arbejdssituation bliver brudt op, det sociale liv bliver sat på stand by, og omsorgen for det syge barn kan trænge både parforhold og evt. raske søskende i baggrunden.
Et behandlingsforløb for et kræftsygt barn kan strække sig over tre år, og i den periode er der ikke noget, der hedder et normalt familieliv.
Det tredje liv
Et familiemønster, der har været totalt forandret i ca. tre år, kan for mange være svært at føre tilbage til det "normale". I den lange periode har forældrene haft en tæt kontakt til behandlingssystemet, og mange af dagligdagens gøremål har været indrettet efter læger og behandlingsskemaer.
Familiens sociale liv har mere eller mindre været sat i bero, og nu skal man selv til at tage kontrol over eget liv. At slippe behandlingssystemet, ophøre med at tænke i lægelige termer og procenter for overlevelse og genstarte et nyt og mere almindeligt liv kan være vanskeligt for mange forældre.
Arbejde, skole - og usikkerhed
På det mere lavpraktiske plan kommer spørgsmålet om genetablering af forældrenes arbejdssituation, familiens sociale relationer og barnets skolegang og fritidsaktiviteter.
Selv om barnet er erklæret raskt, vil mange forældre opleve en angst for, at barnet skal få et tilbagefald. Er vores barn nu HELT raskt? Har de fået bugt med det hele? Alene denne frygt kan også medvirke til, at det kan være svært at vende tilbage til det normale liv.
Temadag
'Familier med kræftramte børn' afholder jævnligt temadage for forældre med et barn, der er erklæret raskt eller har afsluttet den intensive behandling og er på vej til at blive erklæret raskt.
På temadagen vil organisationens psykolog Kirsten Lysgaard holde et oplæg med efterfølgende diskussion, og deltagerne vil i grupper udveksle erfaringer og i løbet af dagen få nogle værktøjer til at tackle fremtiden mere kvalificeret og trygt.

