Indkøbskurv (0)

Hestekræfter i Hvorup

31-03-2011
Lørdag den 28. maj er der igen action-dag for hele familien, når Dansk Land Rover Klub og 'Familier med kræftramte børn' inviterer til stor oktanfest på Hvorup Kaserne lidt nord for Limfjorden.


Her bliver tyngdeloven og andre af fysikkens love ophævet denne lørdag, når de kraftige 4-hjulstrækkere forcerer terrænet med fut på alle cylindre. Modige mænd, drenge, kvinder og piger blandt deltagerne kan få en tur, hvor vovemodet bliver sat på prøve. For de lidt mindre modige vil der også være køreoplevelser i lidt mere fremkommeligt terræn.

 

Arrangementet finder sted på Hvorup Kasernes øvelsesterræn, og udover alle 4-hjulstrækkerne vil nogle højt tunede militærkøretøjer vise, hvad man kan få ud af afgiftsfrit brændstof.

 

Højoktan og hygge
Der er næppe kapacitet til at alle kan få en prøvetur, og der er sikkert også nogle, der vil betakke sig. For disse er der aktiviteter i trygge omgivelser, og i teltene vil der være rigelige mængder af snacks, sodavand etc. Når den rigtige sult melder sig, er 'Familier med kræftramte børn' også vært ved et lækkert måltid tilberedt på grills i det store medbragte feltkøkken.

 

En dag off
Børnekræftramte familier har ikke samme muligheder for at deltage i arrangementer og aktiviteter på samme måde som 'almindelige' familier. Det kræftramte barn gennemgår en krævende behandling, som medfører, at barnets immunforsvar svækkes, og derfor er det ekstra udsat for at pådrage sig virussygdomme. Det kan betyde alvorlige konsekvenser for behandlingsforløbet, og den risiko ønsker børnekræftramte familier ikke at løbe. Derfor holder de sig oftest inden for hjemmets beskyttende vægge.

 

Action-dagen på Hvorup Kaserne er et lukket arrangement for 'Familier med kræftramte børn'. Smitterisikoen er derfor begrænset mest muligt, så også familier med et barn i intensiv behandling trygt kan deltage.


Organisationens lukkede arrangementer og aktiviteter er meget værdsat af medlemmerne, som kan få et lille lyspunkt i en svær tid.