Indkøbskurv (0)

Store Mededag Nr. 11

10-06-2011
FMKB Top Grafik
Som fisk i vand vil FMKBs familiemedlemmer sno sig ved og omkring Skyggehale Lystfiskersø.

Som livlige fisk i vandet vil FMKBs familiemedlemmer sno sig ved og omkring Skyggehale Lystfiskersø, når organisationen lørdag den 13. august inviterer til årets Store Mededag.

'Familier med kræftramte børn' kan godt lide at have nogle faste holdepunkter. Et af dem er den årlige udflugt til Skyggehale Lystfiskersø, hvor organisationens mange medlemsfamilier kan boltre sig en hel dag med ørredfiskeri og masser af aktiviteter på land.

Denne dag er lystfiskersøen til rådighed udelukkende for FMKB, og da der således ikke kommer andre lystfiskere, kan alle gældende isolationsregler overholdes. Familier med et kræftramt barn i intensiv behandling kan dermed trygt deltage, uden at barnet udsættes for unødig smitterisiko.

Til vands
I dagens anledning har lystfiskersøens indehaver suppleret søens bestand af ørreder med mange hundrede kilo, så der vil være endnu større mulighed for at få flotte fisk på krogen. Lystfiskerne bestemmer selv, om de vil fiske med f.eks. en bambusstang eller topmoderne udstyr. Efter fiskeriet er der indvejning og flotte præmier til fiskerne af de bl.a. største, mindste, morsomste, flotteste og mest besværlige fisk.

Til lands
Det er ikke alle, der nyder at fiske, og for dem er der en stribe af aktiviteter på bredden. Der vil bl.a. være konkurrencer for børnene, og de voksne kan hygge sig sammen og forberede optænding i den store grill og den medbragte røgeovn. På grillen og i røgeovnen vil nogle af de fangede fisk blive tilberedt sammen med pølser, brød og andre gode sager.

Arctic Cat ATV ræs
I år kan deltagerne også prøve at køre på en af organisationens nye Arctic Cat ATV'ere, som er 4-hjulede motorcykler. Hestekræfterne bliver sluppet løs på en nærliggende mark i sikker afstand fra lystfiskersøen, så fiskene ikke bliver forstyrret, når de skal bide på krogen. Både børn og voksne kan få luftet frisuren, og det bliver helt sikket et populært hit.

Vigtigt samvær
Det gode sociale samvær med andre medlemsfamilier, der er eller har været i samme situation er dog dagens vigtigste 'indslag'. Organisationens medlemsfamilier er eller har alle været i en speciel situation, som kun forstås til fulde af dem, der har prøvet det selv.

Store Mededag gennemføres med stor hjælp fra Skyggehale Lystfiskersø, erfarne lystfiskere, sponsorer og andre velvillige partnere.