Indkøbskurv (0)
FMKB indtager LEGOLAND®

Selv om LEGOLAND kan rumme langt flere besøgende, vil de mange
inviterede af 'Familier med kræftramte børn' denne dag sætte masser
af liv i den 120.000 m2 store familieattraktion.
Fra hele Danmark vil et stort antal medlemsfamilier strømme til Billund, og fra organisationens teenage - og ungdomsnetværk CanTeens og 'Senvirkninger' vil der også komme mange deltagere. Personale tilknyttet afdelinger med behandling af kræftsyge børn og unge er også inviteret, så der forventes rekordstor deltagelse i år.
Unikt samarbejde
Det er et unikt, langvarigt samarbejde mellem 'Familier
med kræftramte børn' og LEGOLAND, der gør det muligt at invitere
medlemsfamilierne og vores helt specielle venner til en fantastisk
dag i LEGOLAND, som vi denne dag har helt for os selv.
Den store og internationalt kendte forlystelses- og aktivitetspark tager imod i absolut topform med masser af forårsfriske blomster og planter, og LEGOLANDs mange medarbejdere vil overalt yde toptrimmet service til alle gæster, bl.a. i flere af parkens caféer og restauranter, når 'Familier med kræftramte børn' er vært ved en lækker frokost.
Helt for os selv
Det er kun inviterede af ' Familier med kræftramte børn',
der denne dag har adgang til LEGOLAND. Det betyder, at også
familier med et barn i intensiv behandling for en kræftsygdom kan
deltage. Disse familier har normalt ikke de store muligheder for at
færdes blandt andre, da barnet har et stærkt svækket immunforsvar
og derfor er særligt sårbart over for smitte. Blot en let
forkølelse kan få store konsekvenser for barnets
behandlingsforløb.
Fælles transport
Det store forventede deltagertal skyldes ikke mindst, at
organisationen tilbyder gratis bustransport for alle
medlemsfamilier bosiddende øst for Storebælt samt for familier med
indlagte børn på børnekræftafdelingerne. Erfaringen viser, at
rigtig mange vælger at tage imod disse tilbud.
