Indkøbskurv (0)
Cirkus Under Vand 2011

Når' Familier med kræftramte børn' og Cirkus Arena i år inviterer
alle medlemsfamilier til cirkusforestilling, er der ikke tale om,
at Nordens største cirkustelt er oversvømmet, og at alle mand står
klar ved pumperne. Tværtimod.
Cirkus Arena har i år sammensat en forestilling, der med cirkusdirektør Benny Berdinos egne ord vil få publikum til at blive overrasket over, hvad der kan lade sig gøre i et cirkustelt. Og med årets forestilling 'Cirkus Under Vand 2011' får publikum så sandelig syn for sagn.
600.000 liter vand
'Cirkus Under Vand 2011' tager udgangspunkt i det
traditionelle cirkus med masser af dyr, klovne og forbavsende
akrobatik, både i manegen og højt oppe under teltdugens tag.
I anden afdeling bliver der i bogstavelig forstand åbnet for sluserne, når manegen bliver fyldt med 600.000 liter vand, hvor en lang række internationale topartister og en masse pragtfulde dyr vil give et helt fantastisk vandshow akkompagneret af et festfyrværkeri i laserlys.
Fyldt telt
Som tidligere år forventer 'Familier med kræftramte børn',
at medlemsfamilierne vil strømme til Cirkus Arenas lukkede
særforestillinger den 11. marts i Bellahøj, 2. påskedag den 25.
april i Tangkrogen i Århus og Kr. Himmelfartsdag den 2. juni på
Cirkuspladsen i Kolding.
Det store telt kan rumme over 1.700 publikummer, og da forestillingen udelukkende er for inviterede af 'Familier med kræftramte børn', forventes rigtig mange medlemsfamilier at tage imod det festlige tilbud. Også familier med et kræftramt barn i intensiv behandling kan trygt deltage, og alle kan se frem til en begivenhedsrig dag og en enestående cirkusoplevelse.
Total cirkusoplevelse
Ca. en time før forestillingens start får
medlemsfamilierne og inviterede gæster mulighed for at besøge
dyrestaldene og tage en rundtur på hele cirkuspladsen og overalt
fornemme den særlige atmosfære, der er omkring et cirkus. Samtidig
får forældrene også lejlighed til at mødes og snakke med andre
familier i samme situation som dem selv.
'Familier med kræftramte børn' ser frem til at byde velkommen i teltet. Se og hør mere om årets forestilling her: www.arena.dk
