Indkøbskurv (0)
Oplysninger
- Dato: 25. november 2011
- Tid: kl 17.00
- Download: Invitation og tilmeldingsblanket
- Hjemmeside: Klik her for at læse mere

Folk og Røvere
Fredag den 25. november bliver der garanteret kø ved byporten,
når Bellevue Teatret og 'Familier med kræftramte børn' endnu en
gang inviterer til den meget festlige familieforestilling 'Folk og
Røvere i Kardemomme By'.
Det er ikke så sært, for det er en mærkelig og magisk by, vi skal
besøge. Her ligger spaghetti-markerne side om side med
senneps-minerne, og i den lille by bor der de mest mærkværdige
mennesker og dyr, bl.a. en løve, der elsker flødechokolade.
Her går der æsler og kameler rundt i gaderne, og indbyggerne er
lykkelige og har det godt med hinanden. Humøret er altid højt, og
der er altid noget at råbe hurra for.
Men, men, men. Der bor jo også tre røvere, Kasper, Jesper og
Jonathan, der bare røver det, de nu behøver. De har også en løve,
og derfor tør politimester Bastian ikke arrestere dem.
De tre røvere kunne godt tænke sig en husholderske, og derfor
røver de Tante Sofie til at gøre rent og lave mad. Men det skulle
de vist aldrig have gjort. Skrappe Tante Sofie forlanger nemlig
rene ører og orden, og det bliver hurtigt for meget for de tre
røvere. Så Tante Sofie skal røves tilbage!
Der sker så meget i Kardemomme By, at det kunne fylde en
helaftensforestilling, men i løbet af forestillingens to timer når
vi at stifte bekendtskab med en masse andre indbyggere, bl.a. gamle
Tobias, der er byens klogeste mand, sandsynligvis fordi han har
sådan et meget langt skæg.
Hele Thorbjørns Egners festlige historie fra 1955 fortælles i
festlige sange, store optog, underfundighed og et godt stænk ærlig
og hjertelig komik. Fremført af en vrimmel af folkekære
skuespillere, børn, levende løver, kameler og æsler!
Vi lister os af sted på tå…
Nej, den går ikke. Der skal fuld fart på, når tilmeldingen skal af
sted. 'Familier med kræftramte børn' råder over hele balkonen med
mere end 300 pladser. Men de bliver sikkert hurtigt fyldt i Arne
Jacobsens smukke teaterbygning på Strandvejen.
Da 'Familier med kræftramte børn' har fået tildelt et helt
afgrænset område i teatret , kan praktisk taget alle
isolationsregler overholdes. Familier med et barn i intensiv
behandling kan således også trygt deltage.
Ligeså naturligt er det, at det ikke er hensigtsmæssigt at
deltage, hvis man udgør en smitterisiko for børn i
kræftbehandling.
Folk og røvere i Kardemomme By tager imod fredag den 25.
november
kl. 17.00 på Bellevue Teatret, Strandvejen 451, 2930
Klampenborg.
Med venlig hilsen - og god hyggefamilieforestilling
Familier med kræftramte børn
