Indkøbskurv (0)

Oplysninger

Disney on Ice - Odense

’Familier med kræftramte børn’ har også fornøjelsen at invitere til verdens største isshow i Odense, når Disney on Ice præsenterer ’Helte og Prinsesser’ i Stadium Arena Fyn. Her kan publikum se frem til at opleve et fantastisk isshow med masser af kendte Disney-figurer, imponerende skøjteløb, flotte kostumer og dejlig musik.

Hvert år ser mere end 30 millioner mennesker verden over Disneys berømte isshows. I mange skolers vinterferie og under Dansk Børnekræft Uge 2012 får rigtig mange af medlemsfamilierne i 'Familier med kræftramte børn' i år mulighed for ganske gratis at overvære det fantastiske isshow: 'Disney on Ice - Helte og Prinsesser'.

Foreningen har tidligere inviteret til Disney on Ice i Stadium Arena Fyn i Odense, men denne gang kan showet også overværes i Forum Copenhagen.

'Familier med kræftramte børn' kan således invitere medlemmer fra hele Danmark til en helt uforglemmelig og gratis oplevelse, der byder på flot koreografi og skøjteløb i absolut verdensklasse, fantastiske kostumer og vidunderlig musik.

Disney on Ice
Helte og Prinsesser
Disney er kendt for at levere den bedste kvalitet, og skøjteløberne er nøje udvalgt gennem auditions rundt omkring i hele verden. Og hvis man tror, at der ikke kan løbes på skøjter i store rober, så tager man helt fejl. Disneys Helte og Prinsesser på is har nøjagtigt de samme fantastiske kostumer på, som vi kender dem fra eventyrene.

Dette nye show fra Feld Entertainments tager publikum med, hvor fantasien svæver, og alt kan ske, hvis man bare tror. Ariels drømme falder på plads under havets over¬flade og - i et magisk øjeblik - bryder Prins Erik Ursulas omklamrende forhekselse for at genvinde sin sande kærlighed. I et kapløb med tiden om at redde Tornerose fra den evige søvn bekæmper Prins Philip den onde heks, idet hun bliver til en drage. Jasmin opdager en helt ny verden med Aladdin, og Snehvide finder sin sande kærlighed.


I showet får også Askepot og Belle deres højeste ønsker opfyldt. Det hele bindes samme af Klokkeblomst, der guider os igennem eventyrene. En voice-over sørger for, at der er dansk tale til alle figurerne, så ingen går glip af noget.

Når Disney er på banen, bliver der arbejdet intenst med alle detaljerne. Bevægelserne skal udtrykke den helt rigtige stemning og være troværdig, kulisserne skal være magiske og ikke mindst overraske, men det vigtigste er, at skøjteløberne formår at nå ud til publikum med lige præcis den stemning, der knytter sig til eventyret.


Det er en større delegation, der rykker ind, når Disney er i byen.
Først kommer holdet, der bygger skøjtebanen op over et par dage. Så skabes de fantastiske kulisser, og endeligt ankommer de mere end 40 internationale skøjtelø-bere sammen med de øvrige medvirkende, der sætter eventyret stævne både i Forum Copenhagen og i Stadium Arena Fyn.


Tid og sted
Foreningens medlemsfamilier får mulighed for at kunne vælge at overvære Disney on Ice - Helte og Prinsesser et af følgende steder:

Onsdag den 15. februar 2012 kl. 11.00:
Forum Copenhagen, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg C

Lørdag den 18. februar 2012 kl. 11.00:
Stadium Arena Fyn, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ

Hurtig tilmelding
Til dette enestående arrangement råder 'Familier med kræftramte børn' over et stort antal billetter til nogle af de bedste pladser, der normalt koster 330 kr. pr. stk.
Billetterne er gratis og tildeles kun til medlemmer af 'Familier med kræftramte børn', så det gælder om at få fuld fart hen over isen og få afleveret familiens tilmelding.

Dette skal senest ske senest tirsdag den 31. januar 2012.
Husk at anføre på tilmeldingen, hvor familien ønsker at overvære Helte og Prinsesser.

Til denne aktivitet kan man kun tilmelde medlemmer af kernefamilien - dvs. det syge barn, dets forældre og evt. raske søskende. I tilfælde af overtegning trækkes der ganske enkelt lod blandt alle rettidigt indkomne tilmeldinger.

Billetter vil blive tilsendt de heldige nogle få dage før arrangementet.

Vores deltagere bliver placeret i et særskilt afsnit, men vi har ikke hverken Forum Copenhagen eller Stadium Arena Fyn helt for os selv, og det betyder desværre, at alle isolationsregler ikke fuldt ud kan overholdes.
Men, det er under alle omstændigheder ikke hensigtsmæssigt at deltage, hvis man udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling.


Med venlig hilsen og velkommen til en varm oplevelse på isen,

Familier med kræftramte børn