Indkøbskurv (0)
Oplysninger
- Dato: 09. marts 2012
- Tid: kl 17.00
- Download: Invitation og tilmeldingsblanket
- Hjemmeside: Klik her for at læse mere

Cirkus Arena på Bellahøj
Nordens største cirkus har i det store telt plads til over 1.750
publikummer, men alligevel er vi overbevist om, at der bliver rift
om adgangsbilletterne, når vi igen i år kan invitere til et helt
ekstraordinært cirkusarrangement, hvor der i det opvarmede telt kun
er adgang for deltagere, som alle er inviteret af 'Familier med
kræftramte børn'.
Alle isolationsregler kan derfor overholdes, således familier med
børn i kræftbehandling også trygt kan deltage. Det er muligt at
medbringe kørestol ind i teltet.
Program, Cirkus Arena, Bellahøj:
Kl. 15.45 - 16.00 Familier med kræftramte børn
er parat til at tage imod.
Kl. 16.00 - 16.45 Mulighed for besøg i
dyrestaldene og på cirkuspladsen.
Kl. 16.45 - 17.00 Indtages pladserne på
stolerækkerne.
Kl. 17.00 - 18.15 1. afdeling af
forestillingen.
Kl. 18.15 - 18.30 Pause.
Kl. 18.30 - 19.45 2. afdeling af
forestillingen.
Cirkus Arena - Nordens største cirkus - byder således på i alt ca.
4 timers spændende aktiviteter og underholdning for hele
familien.
Besøg i staldene og rundgang på pladsen
Hvis familien ankommer til Cirkus Arena ca. en time før
forestillingen, vil der være mulighed for at komme om bag manegen
for at besøge dyrestaldene og gå rundt og fornemme den helt
specielle stemning og atmosfære med liv og glæde, der er på hele
cirkuspladsen.
En eftermiddag eller aften i Cirkus Arena er altid i sig selv en
stor oplevelse. Mens børnene klapper dyrene, vil der også være god
lejlighed til at møde og snakke med andre familier, der er i samme
situation som en selv. Især, hvis man møder op i god tid.
Familier med kræftramte børn kan som det allerførste publikum
overvære dette års forestilling 'Gigantcirkus 2012'
I Gigantcirkus 2012 bliver der lagt vægt på masser af humor
krydret med indslag af den mere overraskende slags. Internationale
stjerneartister og et imponerende opbud af dyr vil sammen danne en
mere end to timers lang cirkusparade af spektakulær
familieunderholdning.
Af highlights fra det stjernespækkede show kan
nævnes:
En varmluftballon der prøver at krydse manegen!
16 superadrætte kinesiske atleter, der på imponerende vis
fodjonglerer med hinanden.
Den belgiske verdensklovn Toto Chabri og hans familie vil sammen
med Arenas husklovn Jimmy Folco give publikum en ordentlig en på
grineren. Herlige Picasso Jr., den helt uovertruffne spanske
entertainer, der i øvrigt også jonglerer.
Catana Truppen på springbræt - prisvinder fra Monte Carlo.
Masser af dyr - bl.a. Cassellys heste og elefanter, nomineret til
Cirkusfestivalen i Monte Carlo. Oplev magiske øjeblikke og lad dig
forføre og rive med af den intense cirkus stemning, når
cirkusdirektør Benny Berdino præsenterer den stjernespækkede
familieforestilling.
Se i øvrigt selv nærmere på Cirkus Arenas hjemmeside: www.arena.dk
I pausen er der naturligvis mulighed for at købe forfriskninger i
forteltet for egen regning.
Hvem kan deltage?
Alle kræftramte børn og unge samt deres familier fra hele Danmark
er velkomne. De i relation til isolationsbestemmelserne "godkendte"
besøgsvenner er også velkomne til at deltage i arrangementet. Det
er ligeledes besluttet, at bedsteforældrene til de syge børn meget
gerne må inviteres med. Der er masser af plads, så ingen behøver
holde sig tilbage.
Invitationen gælder også personalet på alle hospitalsafsnit,
ambulatorier, institutioner, organisationer m.v., der har relation
til behandlingen af kræftramte børn og unge. Man behøver altså ikke
være medlem af 'Familier med kræftramte børn' for at kunne
deltage.
Vi håber således, vi får endnu bedre mulighed for at tilgodese, at
specielt de isolerede børn og deres familier sikres nogle fælles
positive sociale oplevelser, som de ellers er afskåret fra i meget
lange perioder.
Dog skal vi som altid i forbindelse med Foreningens arrangementer
minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko
overfor børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er særligt
hensigtsmæssigt.
Tilmelding og betaling:
Cirkus Arena byder publikum indenfor i et imponerende telt med
optimalt udsyn og komfort på alle pladser, hvor man sidder i
rigtige, behagelige stole og ikke på "hønsepinde". Er der brug for
at medtage kørestol ind i teltet, bedes dette oplyst på
tilmeldingsblanketten.
Tilmelding til arrangementet i Cirkus Arena sker ved at udfylde og
indsende vedhæftede tilmeldingsblanket senest mandag den 20.
februar.
Vi skal samtidig bede om indbetaling af gavebeløb til 'Familier
med kræftramte børn' på giro, reg. nr. 4665, konto nr. 0016423130,
mrk. Cirkus Arena, svarende til kr. 50,- pr. tilmeldt deltager.
Beløbet kan naturligvis betales via netbank.
Når tilmelding og betaling er registreret hos Foreningens
Sekretariat, fremsendes adgangsbilletter, praktiske oplysninger
m.v. til deltagerne ca. 1 uge før arrangementet.
Disse skal medbringes og fremvises ved indgangen til Cirkus
Arena.
Det indbetalte gavebeløb på kr. 50,- pr. deltager anvendes til
delvis dækning
af vore samlede omkostninger til hele arrangementspakken.
Arrangementspakken indeholder således:
Adgangsbillet til forestillingen i Cirkus Arena.
Besøg i staldene før forestillingen.
Normalpris pr. deltager kr. 160,- / 350,-
Derfor!
Udfyld allerede i dag vedhæftede tilmeldingsblanket og send den
til Foreningens Sekretariat omgående. Vi kan oplyse, at de først
tilmeldte vil få tildelt de bedste pladser i cirkusteltet!
Vi håber at rigtig mange vil tilmelde sig arrangementet og få en
uforglemmelig oplevelse i samvær med andre medlemmer fra og venner
af 'Familier med kræftramte børn'.
Mange hilsener og på festligt gensyn i teltet,
Familier med kræftramte børn
