Indkøbskurv (0)
Oplysninger
- Dato: 27. maj 2011
- Tid: kl
Weekendcamp for de unge

Houens Odde! Hvad er det, hvor er det, og hvad skal vi dog
der???
Hør blot her. Houens Odde Spejdercenter ligger i Danmark, og hvis I trækker Danmarkskortet i klasselokalet ned eller spotter det på Google Earth, vil I finde det smukt beliggende ved Kolding Fjord. Det er spejderbevægelsens center, men de vil også meget gerne have andre gæster, når de ikke selv er der.
Og hvad skal I så der? Tja, nogle skal have det rigtigt rart med
forkælelse og service a la business class, andre skal bide i det
sure æble.
Hvem skal så hvad? Jo, de CanTeen medlemmer og andre unge mellem ca. 14 og 20 år, der i resten af 2011 lover at opføre sig pænt og være søde mod deres forældre, lærere og myndighedspersoner skal have det rigtigt rart med forkælelse og udstrakt service, og de CanTeen medlemmer og andre unge mellem 14 og 20 år, der resten af året regner med at være uartige, sige bandeord og gøre vrøvl over for forældre, lærere og myndighedspersoner skal bide i det sure æble.
Derfor er der lavet to programmer, så I kan se, hvad begge kategorier af deltagere skal få hele weekenden til at gå med.
Program 1 for de artige:
Fredag
Ankomst mellem kl. 17.00 og 18.00. Ingen konsekvenser, hvis den
bliver 18.05.
Kl. 19.00 et let aftensmåltid tilberedt af Hotel Koldingfjords
chefkok - måske.
Efterfølgende en kort spadseretur i området. Følgebil med
forfriskninger.
Herefter vil der være spændende spil og muntre konkurrencer med
flotte præmier sponsoreret af bl.a. Ferrero, Jysk, Moët &
Chandon, ECCO og Toms Fabrikker.
Lørdag
Morgenbuffet på et passende tidspunkt.
Om formiddagen er det store områdes faciliteter til disposition. I
kan sejle i kano, skyde med bue, klatre op og ned af et bjerg,
grave et hul, kaste med økse og meget mere. Få en prøvetur i en F
16 eller rundvisning på kongeskibet Dannebrog - måske.
Frokost med lunt og koldt.
Om eftermiddagen prøver I så alt det, I endnu ikke har
prøvet.
Aftensmaden tilberedes over bålets gløder under vejledning af
Nikolaj Kirk - måske.
Efter måltidet bager vi snobrød og rister skumfiduser over
gløderne.
Som afslutning på aftenen er der koncert med Lady Gaga og Thomas
Helmig - måske.
Vi lægger os til ro, når vi ikke længere kan se stjernerne.
Søndag
Brunch med friskpresset juice, pandekager med ahornsirup og meget
andet - måske.
Måske flere spændende formiddagsaktiviteter.
Afsked og afgang mod hverdagslivets trivialiteter.
Program 2 for de uartige:
Fredag
Ankomst mellem kl. 17.00 og 18.00. For sent ankomne får
køkkentjansen.
Kl. 19.00 en let aftensmad bestående af havregrød.
Efterfølgende en stroppetur på mindst 20 km. i meget hurtigt
tempo.
Herefter vil der være Ludo i forskellige sværhedsgrader. De, der
ikke er ved brættet, stopper sokker ved tællelampens skær og nyder
et par tørrede griseører.
Lørdag
Morgenmad kl. 06.00. Havregrød.
Om formiddagen udfører vi tiltrængt havearbejde på området.
Frokost. Havregrød.
Om eftermiddagen er der hovedrengøring i alle centrets
hytter.
Aftensmaden tilberedes på komfuret. Havregrød.
Efter måltidet er der en sjov og spændende konkurrence: bide æble,
som er ophængt i minimum 2 meters højde. Præmie: vinderen får
skroget med hjem.
Vi lægger os til ro kl. 22.00.
Søndag
Morgenmad kl. 06.00. Havregrød.
Måske dannelsesfremmende formiddagsaktiviteter.
Afsked og afgang til endnu flere af hverdagslivets
trivialiteter.
Som I kan se, er der noget for enhver smag. Valget er frit, men
ud fra et økonomisk synspunkt, håber vi naturligvis på, at der vil
være rigtig mange uartige deltagere.
Læs selv mere om faciliteterne i spejdercenteret på: www.houensodde.dk
Se hele området fra luften her
Lavpraktik for alle
I løbet af fredagen skal I drible jer frem til Houens Odde
Spejdercenter med adressen Houens Odde 14-16, 6000 Kolding. Kniber
det med at finde det, kan I ringe til centret på tlf. 7632 7122 og
håbe på, at der kommer en 4-hjulstrækker og henter jer.
Når I skal hjem om søndagen, kører I bare den modsatte vej.
Måske og kun måske vil der blive arrangeret fælles transport med en passende opsamlingsekspres fra og til Kolding Banegård. Men det sker kun (og igen måske), hvis der er minimum 1 deltager tilmeldt.
Når I har tilmeldt jer, vil alle modtage et brev med ligegyldige praktiske informationer så som, at alt er gratis, sengetøj/linned/sovepose medbringes og i dén dur.
Vedrørende tilmelding, så kan det altså ikke gå hurtigt nok. I
behøver ikke at spørge jeres forældre, så bare meld jer til. De vil
sandsynligvis ikke savne jer en weekend, men måske snarere drage et
stort lettelsens suk.
Absolut og allerabsolutteste sidste tilmelding til
Sekretariatet
er senest fredag den 15. april 2011 kl. 15.15.
Punktum! - Basta!
Med venlig hilsen,
Familier med kræftramte børn
PS. Husk at medbringe kompas, kam, forårssokker, nøglering, maskot,
ekstra snørebånd, fladskærmsrens, foto af mor og far,
blyantspidser, kalender, golfkøller, skivoks, myggebalsam, syrefri
låseolie, plantegødning og antennestik.
