Indkøbskurv (0)

Oplysninger

  • Dato: 21. juli 2010
  • Tid: kl
  • FMKB Top Grafik

Travl dag for de unge

Turpas, Humørkuponer til alt muligt, en herlig frokostbuffet og meget mere vil 50 CanTeen medlemmer, ’Senvirkninger’ og andre unge modtage kvit og frit, når der inviteres til en hel og meget travl dag på Bakken. Hvordan ’Anden’, Anders Matthesen, også har haft en helt afgørende finger med i spillet, kan ses ved klik på nedenstående.
Du ved sikkert hvem "Anden" er. Og nej, det er ganske rigtigt ikke Anders And, men komikeren, stand-upperen, instruktøren, forfatteren, skuespilleren, humørsprederen og meget andet - Anders Matthesen.

I juni blev hans mange og alsidige talenter belønnet med Tribini-prisen 2009, som blev overrakt på Bakken under stor festivitas og mediebevågenhed. Bakkens navnkundige Professor Tribini var bl.a. kendt for sin mesterlige jonglering med sproget, og den samme evne kombineret med et godt øje for de skøre og skæve vinkler var bl.a. én af grundene til, at 'Anden' i år blev tildelt prisen.

'Anden', der også er en meget god ven af Familier med kræftramte børn, besluttede generøst at overdrage en del af prisen til Foreningen. Dette har udmøntet sig i, at vi har modtaget 50 stk. VIP-arrangementer med turbånd, frokost med alt til faget hørende, diverse forfriskninger m.v. samt Humørkuponer til alt mellem himmel og jord på Bakken.

Derfor kan vi nu invitere dig og 49 andre CanTeens og 'Senvirkninger' til alle tiders dag på Bakken, hvor du skal skynde dig, hvis du skal nå at bruge alle kuponerne.

Hør nu bare her, hvad de gælder til:
Turbånd til alle Bakkens 34 kørende forlystelser, en sodavand, øl eller et glas vin, en Bakken-is eller en pølse, et større antal kuponer til Bakkens mange forskellige spil og konkurrencer og ikke mindst en herlig frokostbuffet inkl. en vand/øl i Restaurant Staldknægten. Der er allerede nu reserveret bord til jer kl. 13.00.

Hvordan kommer du med?
For det allerførste skal du skynde dig og melde dig til. Vi har 50 "pladser", som bliver tildelt efter først-til-mølle princippet. For det allerandet skal du huske at notere på tilmeldingsblanketten, hvor du stiger på den gratis bus, hvis du kommer fra Jylland eller Fyn. Bussen starter dieselmotoren i Århus og standser i Vejle og Odense. Sjællænderne må selv tage den på tommelen eller bumletoget til Bakken.
De tilmeldte vil få billetter, kuponer m.v. og yderligere praktiske oplysninger tilsendt.

Hvornår er det?
Vi vil på det kraftigste anbefale at gå i skarp træning op til søndag den 30. august. Det er nemlig datoen, hvor du kan få en herlig dag på Bakken sammen med 49 andre unge CanTeens og 'Senvirkninger'. Og det med træningen skal tages alvorligt, for der bliver fart over feltet, hvis du skal nå det hele.

En hurtig husker
•    En hel dag på Bakken med det hele, søndag den 30. august
•    Hurtig tilmelding, senest mandag den 17. august
•    Gratis transport fra og til Jylland og Fyn (Århus/Vejle/Odense)
•    Turpas til de kørende forlystelser og Humørkuponer til alt muligt
•    Gratis frokost kl. 13.00
•    Send en varm tanke til Anden og Bakken

Med venlig hilsen - og ha' en herlig tur på Bakken
Familier med kræftramte børn