Hurra! En forældrefri weekend! Nu skal du igen pakke rygsækken,
kridte skoene, huske tandbørsten og glæde dig til en af årets store
begivenheder. Du skal sammen med en masse andre søskende til
Billund, og her venter der jer en forfærdelig masse hygge-nygge i
LEGOLAND Village, aktiviteter, samvær(d) og forkælelse, som du ikke
må fortælle dine forældre om, når du kommer hjem.
Nu er du forhåbentligt blevet lidt nysgerrig, så læs bare
videre. Men kun hvis du er mellem ca. 8 og 15 år og har eller har
haft en bror eller søster med en kræftsygdom.
Du skal også have fået fri fra weekendens hjemlige pligter som
avisudbringning, havearbejde, hundefodring og luftning,
lektielæsning, oprydning på værelset, familiebesøg, opvask,
hirseophængning og vandskift i undulatburet samt pasning og
underholdning af de mindre søskende.
Du skal med andre ord være helt frisk og udhvilet, for der venter
dig et meget hårdt program, som alle de helt gamle over 15 år vil
få aldeles åndenød af. Derfor bliver de da heller ikke inviteret
med denne gang!
Er du klar til den store rejse fredag den 23. april og kan du
holde dampen oppe helt til søndag eftermiddag den 25. april?
Så er der søskendeweekend med alt til faget hørende i LEGOLAND
Village, Ellehammers Alle 2, 7190 Billund.
Hvad er en søskendeweekend?
Måske har du været med før, men har du ikke, kan vi
fortælle dig, at det er en weekend med et program, som dine
forældre nok helst ikke skal se.
Du vil kun få livretter at spise, du kommer sent i seng, og du
står sent op. Slik og cola i kilo- og litervis vil stort set være
til fri disposition hele weekenden, og ghettoblasteren bliver
skruet en ekstra tak opad om aftenen. Ta' bare selv nogle CD'ere
med.
Der er voksne til stede, som sørger for, at du ikke medbringer
vækkeur, at du kun får lækker mad, og at programmet bliver fyldt ud
med grænsenærmende aktiviteter.
Når du ikke spiser livretter eller slik, er der masser af tid
til at snakke med andre søskende, som er eller har været i samme
situation som dig. Og det er altid godt at snakke med nogen, som
selv har prøvet det hele.
Om lørdagen får du oven i købet mulighed for at snakke med en
psykolog, der har meget stor erfaring med raske søskendes
problemstillinger.
Ordensregler
Dem er der til gengæld ikke ret mange af. Men du skal naturligvis
være sød og rar overfor dem, der er yngre end dig selv, og du skal
prøve at behandle de voksne pænt. Du skal også børste tænder mindst
to gange om dagen, gerne flere, hvis du kigger ekstra dybt i alle
slikfadene.
Her er en skitse til noget, der ligner et
program:
Det er vigtigt, at du er frisk og veludhvilet, når du ankommer.
Det er du til gengæld ikke, når du skal hjem!
Fredag den 23. april
Mellem kl. 17.00 og 18.00 sætter dine forældre - eller en
anden til dagen passende transportmulighed - dig af på LEGOLAND
Village, Ellehammers Alle 2, 7190 Billund.
Du giver dem du kender en "high five", og stikker dem du aldrig
har set før et smil og et "goddaw". - Du sender herefter dine
forældre af sted hjemad så hurtigt som muligt.
Hvis du (dine forældre) ikke har mulighed for at sørge for
transport hele vejen til og fra LEGOLAND Village, vil Foreningen
sørge for, at du kan blive afhentet og bragt til Vejle Banegård med
Foreningens egen bus eller bekvem æselkærre.
Husk at sætte et kryds på tilmeldingsblanketten, hvis du ønsker at
blive hentet på Vejle Banegård om fredagen og bragt dertil igen om
søndagen.
Når du efter ankomsten er krydset af på det uundværlige checkskema,
finder du din egen himmelseng og smider kækt toilettasken ud på
badeværelset.
Så vil der være spisning og spændende sociale aktiviteter.
Vi går i seng ved sengetid!!! (god planlægning, ikke?).
Lørdag den 24. april
Vi står op, når det er morgen i (igen fornuftig
planlægning!) og får et rigtig solidt morgenmåltid (dog uden slik
og cola!).
Herefter kommer du på et af to hold. Det ene hold får en gruppesnak
med en erfaren psykolog, det andet skal en tur i Billund Bad. Efter
frokost bytter de to hold.
Før og efter samtalerne står næsten alle faciliteter i LEGOLAND
Village til fri rådighed, og afhængig af vejret er der masser af
inden- og udendørs aktiviteter. Her er bare et udpluk af alt det,
du kan forlyste dig med: Minigolfbaner, 4-W-Motocrossbane,
El-biler, Ponyridning, Minizoo, Spaceballs, Hoppepuder, Aktivitets-
og legepladser.
Så gå bare i gang med krum hals! Lørdag aften står den naturligvis
på flere livretter, slik, sodavand og samt aktiviteter med
konkurrencer og socialt hygge.
Vi går i seng, når vi bliver trætte!! (god planlægning,
ikke?).
Søndag den 25. april
Efter endnu en slikfri morgenmad skal der også lige være tid til at
pakke toilettasken.
Så går turen ellers til LEGOLAND, hvor vi skal hygge os nogle timer
i lettere overvåget samvær med de voksne.
Vi slutter her kl. 15.00, og hvis du er blevet kørt til Billund af
dine forældre, skal de afhente dig ved indgangen til LEGOLAND. Det
er nok en god idé, hvis du kan blive transporteret hjem i en
sovevogn. For det bliver med garanti en weekend med fuld fart over
feltet.
Hvad skal du gøre NU?
Udfyld tilmeldingsblanketten og få dine forældre til at sætte et
kryds et eller andet sted. Derefter skal du straks sende den til
Sekretariatet inden lørdag den 20. marts, men det kan sådan set
slet ikke gå hurtigt nok.
Der er god plads i LEGOLAND Village, alligevel er der dog grænser!
- Men, hvis du er blandt de hurtigste til at sende din tilmelding,
kan du selvfølgelig være ganske sikker på at være blandt de
heldige, der kommer med.
Eksakte tider og andre praktiske oplysninger følger en uges tid før
aktiviteten.
Med venlig hilsen og på gensyn til en forrygende
søskendeweekend,
Familier med kræftramte børn
Download invitation og tilmeldingsblanket som PDF
her
Læs mere om Legoland-village her og se
video her
Læs mere
om hele LEGOLAND her og Billund-bad
her