Indkøbskurv (0)

Oplysninger

  • Dato: 20. februar 2010
  • Tid: kl

Palle, Polle og Ruth

Skuespilhuset ved havnen i København lægger scene til, når Palle, Polle og Ruth rejser jorden rundt med deres magiske fotografiapparat. Skarpt forfulgt af Sigurd Kæphøj og hr. Fladmast, der gerne vil have fingrene i apparatet. Nyd en dejlig forestilling, hør de herlige sange og tænk tilbage på 80’erne, hvis du er gammel nok.

 

 

Der er sikkert mange, der stadig husker DR's successerie 'Ude på noget' med Palle, Polle & Ruth, der sammen med deres røde bus begejstrede børn, unge og voksne i midten af 80'erne, hvor Børne- og Ungdomsafdelingen havde skabt en serie, der både under og efter udsendelserne blev kult.

Det magiske kamera sendte TV-seerne hele verden rundt, og det hele var garneret med dejlige sange, hvoraf nogle stadig er ørehængere.

Takket være flotte donationer fra Accenture og Sponsorbørsen, kan 'Familier med kræftramte børn' nu invitere til en herlig teateropsætning af kultbørnetimen.
Forestillingen drøner over scenen lørdag den 20. februar kl. 16.00 i Det Kongelige Teaters nye spillested, Skuespilhuset, som ligger smukt ved havnen på Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K.

Forestillingen
I 80'er-bussen sad Tom McEwan, Jess Ingerslev og Ghita Nørby, som nu er blevet for aldersstegne til at rejse verden rundt i en rød bus. I stedet er rattet overtaget af Troels Thorsen og Laus Høybye, og som Ruth ses Signe Egholm, som var 5 år, da seriens 13 afsnit rullede over TV-skærmen. Tommy Kenter var med i TV-serien og optræder også i denne forestilling.

Palle, Polle & Ruth vil rejse hele jorden rundt i deres røde bus. Med sig på turen har de et magisk fotografiapparat, der kan trylle dem lige derhen de ønsker sig.

De kommer til mange mærkelige steder - til alperne, til ørkenen, til et musikværksted og til et sted, hvor man kan bytte sig til et bad. Men på turen sker der flere og flere underlige ting omkring dem, for den rige fætter Sigurd vil for enhver pris have fat i fotografiapparatet. Kommer Palle, Polle & Ruth nogen sinde jorden rundt, eller lykkes det Sigurd og hans tro hjælper Fladmast at stjæle fotografiapparatet?

Den røde bus kører børnene ind i en fantastisk fantasiverden, og de voksne kan køre med på en tur gennem 80'er-minderne. Den oprindelige bus fra TV-serien er fundet frem og pudset op, ligesom fotografiapparatet er fundet frem fra gemmerne.
Som en ekstra bonus, byder hver forestilling også på mindst én gæstestjerne fra det oprindelige 80'er hold.

Hele salen for os selv
Forestillingen er udelukkende for 'Familier med kræftramte børn', og alle gældende isolationsregler kan således overholdes. Vi opfordrer derfor familier med et barn i behandling til at tilmelde sig.

Sidste tilmelding:
Onsdag den 10. februar!

Med venlig hilsen
Familier med kræftramte børn

 

-->

Tilmeld aktivitet

Tilbage til oversigt