Igen i år kan 'Familier med kræftramte børn' invitere til en
forrygende forårsdag i Jesperhus Blomsterpark med masser af
oplevelser og aktiviteter. Wrestleren Asbjørn Riis sørger for, at
dagen kommer humørfyldt i gang, og Muddi fra Muddi og
Salamidrengene sørger for, at den får en lige så festlig
afslutning. Lukket arrangement kun for inviterede af
Foreningen.
Dagen før Kristi Himmelfartsdag og den officielle sæsonåbning
lukker Jesperhus Blomsterpark traditionen tro porten op for alle
inviterede af 'Familier med kræftramte børn' fra kl. 10.00 -
16.30.
Den smukke blomsterpark er gjort forårsklar, og mere end 1
million blomster og blomsterfigurer venter på endnu mere vand og
varme, så de rigtigt kan blomstre.
Men allerede midt i maj venter der under alle omstændigheder
publikum et strålende skue og oplevelser i blomsterparken, den
zoologiske afdeling og i det store forlystelsesområde med
legeland.
Alle medlemsfamilier, godkendte besøgsvenner, bedsteforældre
samt personalet på alle hospitalsafsnit med relation til behandling
af kræftsyge børn og unge er velkomne til at deltage, og på
Limfjordsøen Mors venter der mange spændende aktiviteter og
oplevelser i løbet af dagen.
Foreningen har hele dagen igennem parken for sig selv, og det
betyder, at også familier med et barn i intensiv behandling trygt
kan deltage.
Jesperhus Blomsterpark har gennem årene udviklet sig til meget
mere end en blom-sterpark med blomster og stauder i smuk
farvesymfoni. I dag er blomsterparken et sandt Eldorado for hele
familien med et væld af forskelligartede oplevelser og
aktiviteter.
Blomsterpark
Nordens største blomsterpark byder velkommen i en veltrimmet grøn
og farverig ud-gave. Mere end en million blomster, stauder, buske
og træer står klar i smukke, sarte forårsfarver, og de fantasifulde
blomsterfigurer og arrangementer er en oplevelse.
Det er også Eventyrhaven, hvor temaet er H.C. Andersen. Og måske
kan man møde eventyrdigteren i egen høje person.
Junglezoo
I den indendørs zoo går man på opdagelsesrejse mellem papegøjer,
eksotiske som-merfugle, slanger, fugleedderkopper, øgler, aber og
underlige insekter. Kom helt tæt på og lær om dyrene ved tropeinfo
og fodringer.
4D-biograf
I forbindelse med det 5.000 m2 store Jungleland ligger Jesperhus
Blomsterparks 4D biograf, der har flere spændende film på
programmet. Heriblandt er der to nyheder, nemlig Turtle Vision og
Pirates Treasure.
I biografen vil du blive overrasket, når stolen pludselig
bevæger sig, eller figurerne kommer helt ud af lærredet og
dinosauerne brøler. 4D-biografen har masser af special effects, der
er helt utrolige!
Legeland
For børn i alle aldre, der ønsker fart og spænding. I de sjove
bumperbåde, i mini-bilerne, karrusellerne, på motorcykler og i
Mini-expressen. Der er trampoliner og hoppepuder til både den vilde
og den lille. Og meget andet.
Piratland
Kaptajn Kølhaler tager imod og sender børnene op i hans karrusel
eller ud på bølgerne i Krokodille Racer. Han inviterer også i
dukketeater og på kapringstogt i sit piratskib. Alt sammen
spændende udfordringer til rigtige pirataspiranter.
Westernland
Op på hesten fra fortet eller hen og grave guld. Der er sikkert
også nogle af de mind¬ste, der vælger at ville klappe gederne.
Jungleleg
Her følger børnene den farlige junglesti, kravler fra stamme til
stamme, springer fra sten til sten og kommer helt op i trækronerne
til hængebroen. Prøv også at finde den hemmelige maya-grotte!
Velkommen
Porten bliver åbnet kl. 10.00, og kl. 10.30 byder 'Familier med
kræftramte børn' officielt velkommen og overlader straks scenen
til:
Asbjørn Riis, den danske wrestling-kæmper og Foreningens
ambassadør, der har fightet i arenaerne i USA, optrådt som stærk
mand, ageret stuntman, trukket tonstunge lastbiler og meget andet.
- Altid med et nordjysk glimt i øjet!
Efter velkomst ruller Asbjørn sine madrasser ud og tumler med
børnene, der vil få en kraftfuld oplevelse og selvfølgelig en
autograf. En rigtig festlig start på dagen…
Også i år kan du møde Jungledyret Hugo og hans tre venner, som
går rundt i parken og spreder glæde og hygge.
Frokost og meget mere
Når sulten melder sig, melder Foreningen sig som vært ved
en dejlig frokost i Junglecafeen. Her kan man i tidsrummet kl.
12.00 - 15.00 få serveret en lækker jungle-buffet + en øl eller
vand efter eget valg.
Husk at anføre på tilmeldingsblanketten, om det syge barn er
højisoleret.
Herudover byder vi også på en IS-kold overraskelse i dagens
løb.
Underholdning/afslutning
Kl. 15.30 giver Muddi fra Muddi og Salamidrengene og Foreningens
ambassadør os et meget underholdende farvel til Jesperhus
Blomsterpark i form af en minikoncert og et solo-show.
Kl. 16.15 siger 'Familier med kræftramte børn' tak for i dag til
Jesperhus Blomsterpark og ønsker alle en god hjemtur.
Kl. 16.30 lukker parken.
Tilmelding
Besøget i Jesperhus Blomsterpark er hvert år en rigtig
medlemstræffer, og hurtig tilmelding vil derfor være nødvendig.
Tilmeldingen skal sendes til Sekretariatet senest mandag den 26.
april.
Sammen med tilmeldingen skal vi bede om indbetaling af et mindre
gavebeløb på
kr. 50,- pr. tilmeldt deltager.
Når tilmelding og betaling er registreret, fremsendes billetter
m.v. samt yderligere informationer til deltagerne nogle få dage før
selve arrangementet.
Deltagerbetaling
Hvis 'Familier med kræftramte børn' havde en lige så stor
skattekiste som Kaptajn Kølhaler, dækkede vi hjertens gerne alle
udgifter. Men desværre forholder det sig ikke sådan, og derfor
beder vi om et beskedent gavebeløb på 50 kroner pr. deltager.
Beløbet anvendes til delvis dækning af de samlede omkostninger og
bedes betalt samtidig med tilmelding. Kontooplysninger til brug ved
elektronisk overførsel eller giro-indbetaling til Foreningen er:
reg. nr. 4665, konto nr. 0016423130.
Arrangementspakken består af fuld adgang til hele Blomsterparken
med ret til fri afbenyttelse af alle aktiviteter hele dagen,
diverse underholdning, frokost, is m.v.
Normalpris for en lignende arrangementspakke vil være kr.
300,-/350,- pr. deltager.
Vandland
Husk også badetøjet og hop i det tropiske vandlands store
varmtvandsbassin i Feriecentret og tag en tur i en 40 meter lang
vandrutschebane efter kl. 16.00.
Eller prøv vipperne eller en af de andre rutschebaner.
Besøg i Vandland er dog ikke indeholdt i arrangementet.
Pris for voksne kr. 50,- og kr. 30,- for børn (gratis adgang for
børn under 4 år).
Bemærk!
Alle kan trygt deltage i alle aktiviteterne i og omkring
Blomsterparken, da der kun er adgang for deltagere, der er
inviteret af Familier med kræftramte børn. Det betyder, at alle
isolationsregler kan overholdes. Medlemskab af Foreningen er ikke
nødvendigt, men deltagelse forudsætter, at man ikke udgør en
smitterisiko for børn i kræftbehandling.
Ønsker man at besøge Jesperhus Feriecenter og Vandland, gør vi
opmærksom på, at der her er adgang for andre gæster, og at
isolationsregler derfor ikke kan forventes overholdt. Jesperhus
Feriecenter og Vandland er placeret separat fra Blomsterparken på
den modsatte side af vejen.
På denne forårsdag venter der store oplevelser på øen Mors i
Limfjorden!
Jesperhus er i dag meget mere end blomster og bier. Ganske vist
står blomster og stauder i al deres forårspragt, men det store
center byder på et væld af forskelligartede oplevelser for alle
sanser og temperamenter.
Ved starten af sin 44. sæson præsenterer Jesperhus Blomsterpark
sig fra sin allersmukkeste side og med en overflod af aktiviteter
for hele familien.
Se mere om de mange spændende muligheder på: www.jesperhus.dk
Her findes også kørselsvejledning og andre gode, praktiske
oplysninger.
Deltagerne sørger selv for transport til og fra Jesperhus
Blomsterpark.
Med venlig hilsen
- og på gensyn i Jesperhus Blomsterpark!
Download invitation og tilmeldingsblanket som PDF
her