Der bliver højt humør og gang i salen, når 'Familier med
kræftramte børn' inviterer til familie-teater-koncert i Vejle
Musikteater. Her vil der helt sikkert blive sunget med, når showet
Bølle-Bob med Børsterne går over scenen med alle de populære
Bølle-Bob børne-evergreens. Lukket særforestilling kun for
inviterede af FMKB.
Scenen og salen i Vejle Musikteater vil gynge af begejstring,
når Bølle-Bob med Børsterne søndag den 24. oktober kl. 11.00
serverer en sprudlende familie-teater-koncert i Vejle
Musikteater.
De fleste voksne og alle børn kender Bølle-Bob. Og alle kender
de iørefaldende sange og melodier, der bliver nynnet i S-toget, på
Himmelbjerget, i supermarkedet, på kontoret, på stranden og
juleaften. Ja, overalt og til alle tider, da Bølle-Bob sangene er
blevet regulære børne-evergreens.
Da Gunnar Geertsen for 30 år siden skrev nogle sange og melodier
til sit kor på Hornum Skole, satte han gang i en bevægelse. Uden at
vide det. Bølle-Bob sangen (Han er grov, han er sjov…) blev hurtig
en landeplage, især hos børn og unge, og "Ikke rigtig voksen",
"Smukke Sally", "Lillebror", "Den søde pige" og mange andre herlige
sange blev spillet i radioen, på kassettebåndoptageren og
pladespilleren igen og igen. Og det er de blevet lige siden.
Sangene til skolekoret i Hornum er siden blevet suppleret med
flere biograffilm, teateropsætninger, TV-serie, CD'ere og meget
mere, ligesom Bølle-Bob med Børsterne er på en landsdækkende turné,
hvor den begejstrer og rocker overalt.
Det sprudlende show kombinerer sang, musik og teater, og de 10
unge skuespillere og sangere gi'r den hele armen og stemmebåndene i
forestillingen om bl.a. Bølle-Bob, Smukke Sally, den stille
Lisemette, Sara, den trælse Lillebror samt Børsterne Kalle, Kent og
Kitt.
Bølle-Bob med Børsterne
Nu kan hele familien opleve Bølle-Bob med Børsterne, der gør
scenen og salen usikker i Vejle Musikteater. Det sker søndag den
24. oktober, hvor 'Familier med kræftramte børn' inviterer til en
gratis særforestilling udelukkende for inviterede af
Foreningen.
Da vi disponerer over samtlige 900 pladser i salen, kan alle
gældende isolationsregler overholdes, og familier med et barn i
intensiv behandling opfordres til at tilmelde sig.
Bedsteforældre og godkendte besøgsvenner er også meget
velkomne.
Som sædvanlig må vi dog understrege, at det ikke er
hensigtsmæssigt at deltage, hvis man udgør nogen smitterisiko
overfor børn i kræftbehandling.
Showet starter kl. 11.00 og varer ca. 2 timer med en lille pause
undervejs.
Efter showet vil der være mulighed for at få en autograf og knipse
fotos af de unge musikalske skuespillere.
Tilmelding
Der bliver rift om pladserne i Vejle Musikteater, hvorfor
der tilrådes hurtig tilmelding, som skal sendes til Sekretariatet
senest fredag den 8. oktober.
Med venlig hilsen
Familier med kræftramte børn
Læs mere på showets hjemmeside her
Download invitation og tilmeldingsblanket som PDF
her
Download plakat som PDF her