Indkøbskurv (0)
Oplysninger
- Dato: 28. maj 2011
- Tid: kl
Action-dag

Så spænder vi igen sikkerhedsselen og drager til en spændende og
udfordrende Action-dag med fuld skrue på cylindrene i nogle
kraftige køretøjer, hvor mænd og drenge i alle aldersklasser kan få
deres hedeste drømme opfyldt. Og hvor konerne, kæresterne og
søstrene rigtig kan hygge sig til duften af frisk kaffe og
oktan.
I samarbejde med Dansk Land Rover Klub, region Nordjylland, inviterer 'Familier med kræftramte børn' til action-dag på Hvorup Kaserne i Nørresundby, hvor det store øvelsesterræn vil blive indtaget af vores medlemmer og et antal kraftige Land Rovers og Range Rovers. Herudover vil nogle højt tunede militærkøretøjer vise, hvad større mængder dieselbrændstof rigtigt kan bruges til, når der ikke skal betales hverken moms, skatter eller afgifter.
Disse muskelbundter vil udfordre terrænet, og som passager bliver du også udfordret. Du skal nok blive spændt godt fast, for bilerne forcerer stigninger, der overstiger tyngdekraften og vandhuller, der synes ganske og aldeles bundløse.
Der vil blive terrænkørsel for alle temperamenter og vovemod. Den
Vilde Tur går over stok og sten og sætter med garanti uorden i
frisuren. Den Milde Tur kan også være en rystende affære, men her
er der til gengæld garanti for overlevelse.
I sikkerhed på land
Ikke alle kan komme ud og køre på samme tid. Til gengæld
bliver der også fuld fart på dagen i teltene, hvor der vil være
oktanrig forplejning med bl.a. rigelige mængder af slik, snolder,
kaffe og sodavand.
Men nu skal det ikke kun være det rene snoldeorgie, så når tiden er
passende, vil Foreningen sørge for, at alle får fyldt brændstof og
kalorier på den indre motor, så der også er masser af energi til
eftermiddagens strabadser og eventyr i terrænet.
Herudover vil der være forskellige underholdende aktiviteter, som ikke-bilister kan deltage i med stor fornøjelse.
Action-dagen er et lukket arrangement, hvor der kun er adgang for deltagere inviteret af 'Familier med kræftramte børn'. Vi skal som altid minde om, at deltagelse af personer, der udgør en smitterisiko over for børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er hensigtsmæssig. Deltagelse er ganske gratis.
Hvordan finder jeg Hvorup
Kaserne?
Hvorup Kaserne er en del af Aalborg Kaserner, som ligger i Nørre
Uttrup, lidt nord for Nørresundby. Her ligger øvelsesterrænet også,
og her finder arrangementet sted.
Yderligere oplysninger fremsendes til de tilmeldte deltagere nogle
dage før aktiviteten.
Der er desværre kun mulighed for et begrænset antal deltagere, så send din tilmelding hurtigst muligt og senest tirsdag den 10. maj.
Med venlig hilsen og fuldt tryk på speederen,
Familier med kræftramte børn
Læs mere om Dansk Landrover Klub her
