Det er Fars Dag, og den bedste gave han kan få er en tur til
Hvorup Kaserne, hvor mænd og drenge i alle aldersklasser kan få
deres hedeste drømme opfyldt. Og hvor konerne, kæresterne og
søstrene rigtig kan hygge sig til duften af frisk kaffe og
oktan.
I samarbejde med Dansk Land Rover Klub, region Nordjylland,
inviterer 'Familier med kræftramte børn' til action-dag på Hvorup
Kaserne i Nørresundby, hvor det store øvelsesterræn vil blive
indtaget af vores medlemmer og et antal kraftige Land Rovers og
Range Rovers. Herudover vil nogle højt tunede militærkøretøjer
vise, hvad større mængder dieselbrændstof rigtigt kan bruges til,
når der ikke skal betales hverken moms, skatter eller afgifter.
Disse muskelbundter vil udfordre terrænet, og som passager
bliver du også udfordret. Du skal nok blive spændt godt fast, for
bilerne forcerer stigninger, der overstiger tyngdekraften og
vandhuller, der synes ganske og aldeles bundløse.
Der vil blive terrænkørsel for alle temperamenter og vovemod.
Den Vilde Tur går over stok og sten og sætter med garanti uorden i
frisuren. Den Milde Tur kan også være en rystende affære, men her
er der til gengæld garanti for overlevelse.
I sikkerhed på land
Ikke alle kan komme ud og køre på samme tid. Til gengæld
bliver der også fuld fart på dagen i teltene, hvor der vil være
oktanrig forplejning med bl.a. rigelige mængder af slik, snolder,
kaffe og sodavand.
Men nu skal det ikke kun være det rene snoldeorgie, så når tiden
er passende, vil Foreningen sørge for, at alle får fyldt brændstof
og kalorier på den indre motor, så der også er masser af energi til
eftermiddagens strabadser og eventyr i terrænet.
Herudover vil der være forskellige underholdende aktiviteter, som
ikke-bilister kan deltage i med stor fornøjelse.
Action-dagen er et lukket arrangement, hvor der kun er adgang
for deltagere inviteret af 'Familier med kræftramte børn'. Vi skal
som altid minde om, at deltagelse af personer, der udgør en
smitterisiko over for børn i kræftbehandling, som bekendt ikke er
hensigtsmæssig.
Deltagelse er ganske gratis.
Hvordan finder jeg Hvorup Kaserne?
Hvorup Kaserne er en del af Aalborg Kaserner, som ligger i Nørre
Uttrup, lidt nord for Nørresundby. Her ligger øvelsesterrænet også,
og her finder arrangementet sted.
Yderligere oplysninger fremsendes til de tilmeldte deltagere
nogle dage før aktiviteten.
Der er desværre kun mulighed for et begrænset antal
deltagere,
så send din tilmelding hurtigst muligt og senest mandag den 17.
maj.
Med venlig hilsen og fuldt tryk på speederen,
Familier med kræftramte børn
Download invitation og tilmeldingsblanket som PDF
her
Læs mere om Dansk Landrover Klub, region
Nordjylland her